Emil Ingerslev

Race report

Support team:

Martin Vangsgaard
Jacob Fredsøe
Emma Lemminger

Kapitel 1 – Starten og krampen fra helvede

Løbet startede lørdag morgen. Vi havde været til race briefing dagen før, hvor jeg snakkede med både Bjørn Torre og Poul Lundgren — lidt nerver, lidt drømme, lidt måling af hinanden.

Morgenen var flot. Jeg luntede fra huset til start for at møde løbere, min mor og Bjarne, og ventede på mit supportcrew: Jacob, Martin og Emma. Stemningen var fantastisk — som et stort familietræf, bare med et massivt pres under overfladen.

Alle løbere blev præsenteret, jeg som nr. 160, så der gik lidt tid, før det blev min tur. Nerverne var helt udenpå tøjet, og det klassiske sidste toiletbesøg skulle nås! Jeg får listet mig op til start, får klargjort mit ur med rute osv. Men pludselig er klokken 9:30… Bang! Jeg fatter ikke helt, men Bjørn og Poul løber. SÅ ER DET AFSTED!

Vi løb ud gennem gågaden, to runder, og jeg satte afsted i omkring pace 4. Men allerede ved første kilometer trak en overraskende krampe i baglåret. Fuck.

Jeg løb lidt med Poul og Bjørn, men trak fra. Jeg nød festen med byen — high fives, smil — og så blev der stille. Fulgte landevejen ud af byen. Stilhed. Lurende panik. Krampe.

Jeg måtte have fat i mit supportteam. Første depot: fik kun vand. Arh fuck.

“Næste gang elektrolytter! Magnesiumspray!” råbte jeg til Martin.

Ved næste depot stod Emma klar. Magnesiumspray, salt i dunken. Det hjalp lidt. Jeg fokuserede: Bare løb. Bare fortsæt. Krampen skulle ikke have lov at vinde.

Jeg så frem imod Sønder Dråby, hvor familien altid står. Her skuffede de heller ikke og jeg fik lidt kærlighed og løb med mine børn. Hurtigt videre.

Så kom jeg til græsset før Ejerslev Havn. Det driller altid, men det var blevet slået for nylig og jeg fik tygget mig igennem det. Mine asfaltsko tiltede alt for meget i det ujævne og jeg tabte fart, men det gik.

Og dér — midt i skoven — holdt min familie en lille picnic og heppede 🥹 Faster Marie Louise, nevø Aksel, min mor og hendes mand Bjarne — alle klar, alle råbende, alle en del af teamet, klar til at skubbe mig videre. 10 sekunder, og jeg var forbi — og så skulle de videre til næste heppe-station.

Jeg nåede Ejerslev Havn og dets trapper. Men jeg hørte Poul lige bag mig. Han havde hentet mig, og vi løb sammen — snakkede, grinede, men begge med samme mål: at vinde.

“Poul, jeg vil VIRKELIG gerne vinde. Undskyld,” sagde jeg.
Han smilede. Han ville også vinde - her var ingen gavebod. Må den bedste vinde!

Ud af Ejerslev kommer der et (u)lækkert græsstykke og Poul løber bedre. Han trækker sin mobil frem imens han er forrest og laver en lækker video og driller.

Græsset bliver igen til asfalt og jeg finder mit grind og min fart og vi løber mod Feggesund. Her får jeg lagt lidt afstand til ham igen. På stykket ud mod Feggesund løber man 2,5 km ud og tilbage af samme vej. Det er depot 40k og 45k. Det gir mulighed for at se de andre løbere og som de andre år, så løb jeg over til modløberne og gav highfives og jeg så Bjørn, Mads Emil, og mange andre. Desværre så jeg også, at Morten Poulsen kæmpede og græd. Jeg ville kramme ham, men måtte nøjes med at råbe opmuntrende ord og løbe videre.

Næste stop: Nordmors – min ærkefjende.

Kapitel 2 – Nordmors: Bakker, kamp og overlevelse

Nordmors rammer mig altid. Der er flotte bakker, lange stræk og en helt anden form for varme. Man løber ud af et fint lidt kedeligt asfaltstykke, men snart drejer man af og kommer til det der viser hvad Nordmors handler om: Et græsstykke rundt om en grusgrav. I år havde jeg primet mit hoved til at der er langt til Flade og djævlebakken. Repeteret det igen og igen og prøvet at huske alle de små ture man skal ud på. Heldigvis havde jeg også min familie og support med og de stod klar til at heppe hele vejen så jeg kunne holde modet oppe.

Ud af græsset og ned ad det vildere nedløb ud til vandet igen hvor min mor stod og heppede. Tid til lidt spas - ud med armene og flyve ned ad bakken. Og lidt basken med armene for at vise at selvfølgelig er jeg stadig flyvende.

Varmen og trætheden sætter dog ind. Jeg kæmper mig gennem de hårde stræk, tygger mig frem og arbejder mig imod Flade by. Finder Martin med mine bjergstave i Flade og så kunne jagten på bjerget sættes ind. Fra Flade til bunden af Salgerhøj er der ca 1km og her møder jeg Simon Grimstrup stå og heppe… og ikke bare heppe, han løber sgu med. Ned af bakken over tids-måtten og så skal der sættes lidt fart på - dog ikke voldsomt da målet er at være godt løbende bagefter. Men Simon hepper og snakker og på vej op ad bakken står Jonas Lemvig, Mors 100 miles reporter, også klar til at optage. Jeg skubber på, men der er ikke meget overskud af energi. Bakken bliver stejl og hver gang jeg møder Salgerhøj så bliver jeg overrasket over HVOR STEJL den sidste del er. Men jeg joker og griner og møder den flotte djævel (udklædt i rødt og sort med fork) jagte mig op af bakken. “Kom SÅ! It’s ON!”

Jeg kæmper mig til toppen, helt svimmel. Det er den eneste gang, jeg mangler lidt ilt på turen, men jeg kommer op. Og så er det videre! Jeg kan ikke høre Poul - han er sat af! Som aftalt finder jeg Emma klar til at medløbe for første gang. Helt som planlagt, for efter bakken bliver det ofte hårdt.

Stilhed. Græsstykker. Menneskeforladt. Men flot…
men jeg er også træt. 70 km i bogen og nu en masse græs.

Det bliver faktisk hårdt, men jeg hyggesnakker med Emma. Det er også på nogle af de her stykker hvor Emma får givet mig lidt gode input. Også første gang i lang tid jeg faktisk kan snakke med nogen… eller det kan jeg faktisk ikke for mit hoved føles som om det sværdfægter med tanken om at stoppe:

Krop: “Sæt farten ned”
Emil: “næ”
Krop: “tag en pause”
Emil: “først i mål”
Krop: “gå lidt”
Emil: “det for langsomt”…

Jeg kan mærke, at Emma kan mærke, at jeg kæmper. Hun får også lavet en video af mig, hvor jeg fortæller, hvordan jeg har det. Essensen er vist: “Det er hååååårdt” 😂

Der kommer mere asfalt og jeg sætter Emma af. Jeg kan ikke rigtig huske det her stykke fra de tidligere år, så jeg tænker, jeg nok er forbi græsstykkerne. Men så pludselig holder supportbilen der igen og Emma står klar. Der er mere græs… Fucking mere græs. Godt hun er her. Emma og jeg kigger os hele tiden tilbage og Poul kan ikke ses. Jeg må klare det godt, men føler det går langsomt.

Endelig kommer vi til “vendepunktet”. Sundby, hvor der nu skal løbes lange landevejsstykker og cykelstier. Grindmode. Emma er hoppet i supportbilen igen. Og nu sættes jagten imod Bjergby, som sjovt nok kræver, at man lige skal op af lidt bakker. Jeg ved også, at der bliver heppet stort i Bjergby, og det er også der, jeg tidligere år har mødt min mor, hvor jeg har gode minder fra. Jeg husker tydeligt, at jeg løber imens jeg råber “Jeg gør det for mor!” og sprinter ud af byen.

Kapitel 3 – Mørket, festen og jagten

Bjergby bliver nået. Festen og glæden mærkes, mens jeg trisser ud af byen. Efter byen kommer der et træls stykke med den slags vej, der går ned i en dal og op igen, og man kan se det hele, selvom det er langt. Jeg tygger mig igennem det, og da jeg når den trælse rute 26 med cykelsti, så sker det. Pludselig er Poul bag mig sammen med Jens, hans supporter. FUUARK… 🤯

“Hej Poul…”

Han virker godt løbende. Jeg føler mig træt. Jeg snakker lidt med Poul om det hele, og vi får også vendt det med at vinde og hvordan det skal gå. Poul driller, men mener det også, når han siger, at han vil ha’ sin stjerne. Stjernen i gågaden. Jeg tænker på, at det vil jeg også. Jeg vil have pokalen med til VM 24 timer om en måned. Jeg vil have den medalje til min datter. Det fyrværkeri til min knægt, som har fødselsdag i morgen. Og den fandens stjerne i gågaden.

Poul er dog stærk, og han lægger sig foran mig, mens Jens løber lige bag os, i gang med at optage lidt fotomateriale midt i vores kamp. Vi følges ad et stykke tid, men da vi drejer af efter nogle kilometer og skal under en bro, så stikker Poul af. Vi er nået cirka 90 km. Her bliver mit sind mørkt.

Poul forsvandt ud foran. Jeg kunne altid se ham, men jeg kunne ikke indhente ham. Mine tanker begyndte også at kredse om, at løbet var tabt. At jeg ikke ville kunne indhente ham. “Okay, men så gider jeg fandme heller ikke komme til Mors igen, så kan jeg jo bare lave nogle andre ting.”

Jeg husker ikke præcis, hvornår Emma stødte til og løb med mig, eller hvordan jeg bevægede mig fra Sønder Solbjerg til Torup, til Vester Jølby og starten på The Night Run. Det var langt og fuldt af grind. Emma var helt sikkert med, fordi vi havde snakke derude på de lange landeveje. Det er sen eftermiddag, og jeg nyder trods alt den koldere luft, men jeg er træt og trænger til at stoppe. Kampen i hovedet — sværdfægtningen med min trang til at stoppe — er barsk.

Jeg snakker med Emma om, jeg vil gå lidt, hvortil hun blot svarer: “Nej, vi skal ikke gå.” I trods sætter jeg farten ned og lunter. Men som om den smule fred, jeg får, giver mig styrke til at kæmpe imod, går der kun 50–200 meter, før jeg læner mig forover og presser hårdere på. Dette mantra, som Emma indprinter i mit hoved — det usagte løfte om, at hun er der for mig, og hun siger: “Nej, du skal ikke gå” — gentager sig i hovedet på mig.

Af andre ordvekslinger kører Emmas “ned med skuldrene og træk vejret”, og hver gang mærker jeg et løft. Jeg bliver i tvivl, om jeg faktisk har glemt at trække vejret i lang tid… Det gentager sig. Jeg fortsætter.

Jeg spejder efter Poul og hans medløbere. For nu er det ikke længere kun Jens, der løber med, men Simon Grimstrups kæreste Louise løber også med ham. Historien går på, at det var lidt for hårdt for Jens. Det siger lidt om, at selvom både Poul og jeg kæmper, så løber vi ikke langsomt. Mit hoved husker på, at hvis jeg holder fast, så holder jeg muligheden for at indhente Poul åben. Bremser jeg, slukker jeg drømmen.

Lige dér så husker jeg på mine seneste samtaler med min psykolog og mental coach: At der, hvor jeg er nu — 100 km inde i løbet — det er dér, jeg virkelig kan høste erfaringerne om at løbe, når man er træt. Det kræver 100 km hårdt løb og at fortsætte at komme til den her træning. HØST DEN! BRUG DEN! Hvis du ikke bruger den, så vil alt forarbejdet være spildt.

Emma og jeg løber 10 km sammen fra Vester Jølby til 105 km-depotet — det ved jeg, fordi jeg er blevet fortalt det og kan se det på vores løbedata, at vi løb sammen. Jeg må have været lidt stille, for min kamp var hård. Fra 105 til 110 løber jeg imod Karby-festen. Langt derfra kan man se truckerfesten — lysshowet og den kæmpe discokugle hævet mere end 40 meter op i luften. Jeg hører Poul komme til festen med sit musikvalg, som er den skønne technoudgave af John Dillermand.

Han er faktisk ikke så langt væk. Men langt nok væk. Og så kommer jeg selv til festen. Mine børn kommer løbende mig i møde, og så blæser lastbilernes dythorn, og mit musikvalg flyder ud gennem højttalerne: Lasgo – Something, og jeg løber igennem røg, hep og fest med armene løftet over hovedet. Min familie er der og hepper og råber.

Og så løber man lige igennem og ud i stilheden. Ved omtrent 115 km får jeg pludselig selskab af Simon igen. Han vil løbe lidt med. Simon snakker meget. Jeg får sagt: “Simon, jeg er for presset til at snakke.” Simon: “Det er helt fint, vi behøver ikke snakke” — og så fortsætter han med at snakke.

Men faktisk var det helt fint. Det gav mig både lyst til at løbe hurtigere for at kompensere for manglen på mine egne ord, men Simon fik også slået ind i hovedet på mig, at jeg nok skulle indhente Poul senere — jeg skulle bare løbe. Lige så brugte Simon sit ur til at tage tid på, hvor langt Poul og Louise var foran, og hvor hurtigt jeg løb.

Pacen var begyndt at blive god. Jeg begyndte at føle mig bedre. Jeg nærmede mig 120 km. Det betød kun 40 km tilbage. 40 km kunne godt smage af mandag — altså på den måde, at jeg ofte løber 40 km på en mandag. Any Monday. Jeg vidste, at det her kunne jeg sagtens. Pacen steg. Når jeg blev træt, skruede jeg lidt ned for farten og slow-rannede et par meter for så at skrue voldsomt op igen. Emmas stemme rungede i mit hoved: “Ikke gå.” Løftet brændte i mig.

Og pludselig brændte viljen til at få den fucking stjerne. Den brændte voldsomt. Hurtigere. Jeg skruede op for pacen. Vi nåede til Thissinghus på 120 km, og jeg så min dejlige familie, og Simon blev afløst af Emma.

Ved depotet på 115 km fik jeg min indtil da længste pause — under ét minut — med skoskift, fordi det skulle da lige prøves. Mine Puma Fast-R 3 blev skiftet ud til et par friske Fast-R 2, der har lidt mere hæl. Og cirka heromkring hopper Simon på som medløber. Videre! Afsted!

Jeg er sidenhen blevet fortalt, at da Simon og jeg kom løbende mod Thissinghus havn, troede folk ikke helt, at det kunne være mig. Det måtte være nogen på løbehjul, for det gik alt for stærkt. Jeg havde fundet noget brændsel.

På en video har jeg efterfølgende set, at Louise, der står i Thissinghus og tager imod Simon, mens jeg sprinter videre med Emma — siger: “Så kom I igang med at løbe igen?” hvortil Simon blot svarer: “For helvede da…”

Ja, jeg var i gang igen.

Troen var vendt tilbage, og jeg ville fucking ha’ den stjerne. Den er min! Jeg skruede på alt indeni mig. Sværdkampen for at stoppe blev afløst af kampen for at skrue hastigheden op. 40 km tilbage. Emma ved min side. Simons stemme: “Du indhenter ham senere.” Emmas ord: “Du skal ikke gå.” Min egen: “Jeg VIL vinde.” Det kører som en LP i samme rille i mit hoved, og jeg knokler derudad.

Det er efterhånden aften, og ved depotet ved 131 km får jeg endnu et stop for at skifte til t-shirt og få lys på, og Emma bliver afløst af Simon. Mit laserfokus sætter ind på Sillerslev havn — vendepunktet, hvor der løbes ned og tilbage. Det er her, man kan se sin konkurrent i øjnene, hvis man er tæt nok på. 30 km tilbage. TREDIVE! Det er jo ingenting!

Simon og jeg snakker opløftet om, at det er ikke ret meget. Simon nævner, vi har tabt et minut pga. pausen, men vi er nok kun fire minutter fra Poul inklusiv det. Jeg skruer op. Vi drejer ned mod Sillerslev havn, og jeg begynder at kigge efter Poul. Mine tanker buldrer afsted. Han må dukke op om lidt. Jeg spørger febrilsk: “Hvor er Poul?” og tænker, han må have sat hastigheden op, for han kommer ikke.

Vi nærmer os bunden og vendepunktet. Hvor er Poul?! Og så sker det. Jeg drejer rundt om hjørnet helt i bunden nede ved havnen. Pludselig får jeg en lyskegle i hovedet — det vrimler med venner, familie, hep — og så ser jeg det. Lyskeglen er Pouls pandelampe! Jeg er max 50 meter bag ham! HVAD SKER DER HER!?

Jeg får givet Poul en highfive, idet jeg løber forbi. Alle hepper og hujer, og jeg skynder mig videre! Flere fortæller om Pouls pause: “Poul var nede at sidde”, “Han sku’ ha’ lys på”, “Poul sad og spiste kartoffelsuppe.”

Jeg er egentlig mest fokuseret på, at jeg tror på mig selv — min energi er voksende, og pludselig er Poul ikke længere den alt for stærke i mit hoved, men blot Poul — min kammerat, der også kæmper.

Jeg når vendepunktet og løber op og ud af Sillerslev igen. Det er en stejl bakke, men det tænker jeg ikke meget på. Poul råber til mig: “Kom og løb med mig!” — klar til lidt hyggesnak. Min hjerne er dog stadig i jagtmode, og stjernen, pokalen og fyrværkeriet buldrer derudad i mit hoved.

Både jeg og Poul har sidenhen diskuteret, hvad der skete herefter, men vi husker det dårligt. Jeg har hørt fra Louise, der løb med Poul, at jeg var meget hurtigt forbi, og jeg er ret sikker på, jeg overhalede Poul inden for 1–2 km efter Sillerslev. Ingen af os husker helt ordvekslingen.

Jeg husker dog tydeligt mine tanker, da jeg haler ind på ham:

“Undskyld Poul, jeg ville ønske, du kunne få stjernen og pokalen — det fortjener du — men jeg VIL ha’ den! Undskyld…”

De tanker kører på repeat. Viljen til at vinde er størst. Sammen med Simon løber vi der — forrest — og Simon snakker om den flotte blodmåne og de dejlige bakkede veje. Han elsker trail og bakker, men snakker om, hvor smukt og dejligt der er på Mors. Han ser pludselig, lidt som igennem en asfaltløbers øjne, charmen ved Morsløbet, og jeg hører en anelse forelskelse i hans stemme.

Der er virkelig smukt i den klare, måneoplyste aftenhimmel. Men kampen fylder, og jeg prøver blot at skrue op for hastigheden.

Pludselig er der kun 20 km tilbage, og Emma hopper på. De sidste kilometer skal snuppes. 20 km? Det er jo mindre end en daglig halv.

Kapitel 4 – Hjem gennem mørket – SUB13

Emma og jeg løber der og snakker om, hvad vi mangler. Der kommer den klassiske transportgrussti, og så skal vi ned til vandet, Sallingsund, og så op igennem Legind-bjerge — og så er vi sgu hjemme.

Jacob, min supporter, der hele vejen igennem har stået for beregninger og roligt sørget for, at mine elektrolytter og ketoner har været bedst mulige, kommer pludselig med en indskydelse fra passagersædet i supportbilen, idet de kører forbi med hep. Jeg husker smilet og julelysene i hans øjne:

“Hvis du holder den hastighed nu, så er A-målet inden for rækkevidde.”

Jeg havde lidt glemt mine mål — stjernen var mit mål.

“Altså du er måske et par sekunder eller minutter for sent, men virkelig tæt på, hvis du bare holder pacen.”

Som om ønsket og presset ikke var stort nok, men det her var rent brændsel, og mit overskud voksede for hver kilometer, der gik. Tanken om, at det her føltes som any day — “bare en mandag” — gjorde det lettere, fordi kilometerne svandt, og jeg blev hurtigere.

Grusstien, som normalt er lang og hård, var lyst godt op af månen, og jeg kom igennem den. 15 km tilbage. Jeg husker ikke depoterne, men jeg fik mine flasker. 15 km — så burde vi jo være tæt på vandet, men det var vi alligevel ikke. Emma og jeg snakker om målet, og jeg føler mig opløftet.

Jeg har længe ikke kigget på mit ur ift. andet end rute og kilometer tilbage (hvilket Emma fortalte, at jeg faktisk gjorde tit), så jeg lod Emma om at fortælle pace — så kunne hun også pynte lidt på det efter behov. Det må også vise lidt om mit overskud til andet end at flytte fødderne:

Trykke på uret? Nej tak, det kan jeg ikke lige klare lige nu, jeg løber.

Det sidste stykke ned mod vandet slynger sig gennem skoven på asfalt. Jeg løber stærkt, men mærker en bekymring for benene — kan de holde til at blive banket sådan ned ad bakke? Jeg beslutter, at det må briste eller bære. Krampen har jeg klaret før, og smerte er ikke nyt for mig. Jeg presser fremad i stedet for at holde igen.

Pludselig åbner skoven sig, og vandet glitrer i mørket. Vi drejer til venstre. Det vrimler med biler på landevejen langs vandet — lyskegler og folk, der hepper. Jeg er godt foran Poul — det ved jeg — og afstanden vokser for hvert skridt. Nu handler alt om at nå A-målet.

Langs vandet dukker min mor og Bjarne op igen og igen — de hepper og råber mit navn, sammen med andre fra Mors, der er standset for at heppe. Jeg mærker deres energi følge mig som en bølge. Trafikken er næsten blevet et optog af lys, horn og hep, der følger med i vores duel.

Cirka 10 km tilbage. Nu skal vi “bare” op igennem Legind-bjerge. Lige inden stigningen møder jeg Anne og Agnes — Agnes skal lige nå sit streakrun for dagen, selvfølgelig! Vi griner kort, før jeg vender mig mod bakkerne.

Hver gang jeg rammer Legind-bjerge, bliver jeg kastet tilbage til mit første år på Mors. Jeg ser Benny Bull stå der ved foden af bakken og råbe:

“Så løber du bare lige OP her, og så er jeg på den anden side.”

Dengang anede jeg ikke, at ruten havde en slutfase op igennem Legind-bjerge — men det vidste jeg godt nu.

Vi havde talt om stave til de mørke bakker, men droppet det. Det fortrød jeg nu. Det gik op, op, op! Jeg knoklede, men bakkernes sidste meter blev spist én for én — og så var toppen der endelig.

Nu ventede nedløbet mod Jesperhus-bakken. Jeg mødte Jonas Lemvig igen, og på hans ord kunne jeg mærke, hvor intenst det hele havde været. Dysten mellem Poul og mig havde været svær at følge, sagde han.

Kun ned igennem bakkerne. Emma og jeg blev enige om, at Martin skulle løbe det sidste stykke med mig. Så med 6 km tilbage hoppede Emma af, og Martin hoppede på. 6 km tilbage. Det klassiske beat-the-pain-stykke.

Jeg var ikke langsom — faktisk tværtimod. Jeg blev ved med at presse på og følte mig stærk. Stakkels Martin endte med at blive lidt min slagtekalv, men det gjorde han fandme også godt. Jo mere han led, jo mere vidste jeg, at jeg performede.

Vi hamrede derudad, og Martin måtte smide tøj. Hans jakke blev kastet ind i bilen på forbifarten, mens folk heppede langs vejen, hvor de stod i klaser her og der.

Men det er ikke bare hep. Morsingboerne står også ude på vejen og blokerer for bilerne, så Martin og jeg bare kan løbe. Alle er med — som om hele øen vil have, at vi når målet.

Martin får spurgt mig med cirka 4 km tilbage:

“Emil, du drikker ikke øl, vel? Tror du ikke godt, jeg må få din mål-øl? Det synes jeg, jeg har fortjent!”

Selvfølgelig havde han det, for jeg ved ikke, hvor hurtigt jeg løb, men det føltes som 4:30-ish dér på min 158. kilometer midt om natten. Jeg anede faktisk ikke, hvad klokken var. Jeg vidste bare, at Jacob havde sagt, at A-målet var tæt på, og jeg bare skulle holde pace — så det jagtede jeg det bedste, jeg havde lært.

Pludselig var der få kilometer tilbage. Martin hoppede af med godt 1 km tilbage og luntede til mål. Jeg løb alene i lyset fra lygtepælene og ud mod spidsen af Nykøbing og vidste, at nu var jeg der sgu snart!

Jeg pakkede pandelampen væk — nu skulle det hele tages ind, og det skulle NYDES.

Jeg drejer rundt om hjørnet og ned ad flagalléen. Der er målportalen! Og dér står Agnes — klar til at løbe med sin far, med to flotte flag i hænderne. Jeg får en fakkel stukket i hånden og løber imod mål med Agnes flyvende ved min side.

Og der ser jeg det. Tiden siger 12:50-et-eller-andet, og jeg kan slet ikke fatte det. Sagde Jacob ikke, det var kun lige ved og næsten, jeg kunne nå mit A-mål om sub 13?

Mit hjerte hopper flere slag over. Mit hoved eksploderer. Jeg løber med Agnes over målstregen til jubel — og dér er jeg pludselig færdig!